Hvor går grænsen?

Sex & Samfund tilbyder workshops om seksualitet, grænser, omgangsformer og rettigheder i nattelivet

Hvor går grænsen i byen mellem flirt og ubehag, mellem at noget er rart eller for meget - mellem et ja og et nej? Hvordan kan unge passe på sig selv og andre både offline og online? Hvilke rettigheder har unge i forhold til deres privatliv, krop og seksualitet?

Dette er temaerne i Sex & Samfunds workshop, der gennem arbejde med film, dilemmaer og forskellige øvelser skaber dialog med unge om grænsesætning, seksualitet og rettigheder i nattelivet. Målet med dialogen er at skabe refleksion hos unge om de oplevelser, dilemmaer og problemer, unge kan opleve i deres hverdag om grænsesætning og seksualitet.

Undervisningen varetages af Sex & Samfunds ung-til-yngre-undervisere, der er uddannet i Sex & Samfunds tilgang og metoder til seksualundervisning. Sex & Samfunds undervisning bygger på et rettighedsbaseret, normkritisk og positivt syn på seksualitet.

Om Sex & Samfund:

Sex & Samfund er en NGO, der arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, trivsel, rettigheder, køn, krop og relationer for at styrke den enkeltes mulighed for at træffe frie og informerede valg og bekæmpe diskrimination. Se mere på www.sexogsamfund.dk