Menneskebiblioteket

Foreningen Menneskebiblioteket udlåner "bøger" i form af mennesker, som ofte møder fordomme i deres hverdag

Med ”Lån en fordom” tilbyder Menneskebiblioteket et arrangement for elever på skole og ungdomsuddannelser, hvor I får besøg af en gruppe mennesker, som ofte møder fordomme i deres hverdag. Menneskene vil så agere ”bøger”, som lånes ud til deltagerne. Arrangementet indledes med et oplæg på ca. 30-45 minutter om fordomme, og hvad man selv kan gøre for at udfordre myterne. Herefter får deltagerne mulighed for at låne og gå i dialog med ”bøgerne”. Her er der ingen dumme spørgsmål – man kan spørge om alt! Deltagerne kan stille "bøgerne" spørgsmål og gennem samtale med "bogen" få udfordret opfattelser af forskellige grupper i samfundet. "Bøgerne" har titler, som repræsenterer stigmatiserede grupper, der er særligt udsatte for fordomme og mytedannelse. Det kan f.eks. være omkring race, etnicitet, kønsidentitet, politisk anskuelse, handicap, social status, seksuel orientering og religion. 

Klik her for at se alle titler i Menneskebiblioteket

Om Foreningen Menneskebiblioteket:

Menneskebiblioteket er en dansk metode, der anvendes til at udfordre myter og fordomme om udsatte grupper i samfundet. Metoden har siden sin introduktion i 2000 opnået udbredelse over store dele af verden og anvendes nu i mere end 70 lande. Menneskebiblioteket er fleksibelt og skalerbart i forhold til størrelse og omfang alt afhængigt af publikums størrelse. Arrangementerne kan efter aftale tilpasses den enkelte uddannelsesinstitutions behov, muligheder og målgruppe.