Stop lige engang, du kan ikke komme herind!

  • ""
  • ""
C:NTACT tilbyder en inddragende forumteaterforestilling med fokus på diskrimination i nattelivet

OBS - Forestillingen er desværre udsolgt, men I kan stadig nå at booke forestillingen 'Tal for dig selv.' Læs mere i menuen til højre.

 

”Stop lige engang, du kan ikke komme herind!”  er en inddragende teaterforestilling, hvor C:NTACT sætter fokus på diskrimination i nattelivet og hadforbrydelser generelt. I samarbejde med Københavns Kommune rykker C:NTACT ud med forumteater, faktabokse, personlige beretninger og opsamlende dialogmøde med fælles reflektion.

Et hold af skuespillere spiller en lille scene, der ender i en uoverskuelig konflikt. Herefter er det op til publikum at finde løsninger på problemerne – og måske endda at komme op og spille med på scenen. Efter forumteatervisningen holder vi et dialogmøde, hvor deltagerne gruppevis samler op på temaerne.

Forestillingen byder på forskellige personaer/figurer, ”faktabokse” (interviews, hvor publikum kan interviewe spillerne, der på skift tager en rolle på som dørmændene, politiet, natklubsejerne) – og så er forestillingens indhold i høj grad også baseret på, at de medvirkende deler ud af deres egne oplevelser med emnet.

Om C:NTACT:

C:NTACT er en social udviklingsfond. Vores mål er at skabe social forandring og gensidig forståelse og tolerance gennem professionelle kunstneriske projekter baseret på den personlige selvfortælling. Det har vi gjort siden 2004, og det er essentielt for C:NTACT at skabe levende, ligeværdige møder mellem mennesker med personlige oplevelser. C:NTACTs forumteaterevents er provokerende, inkluderende og ikke mindst underholdende. Vi taler ikke bare om problemerne – vi viser dem og forsøger at løse dem sammen med publikum.